På vej til byen i lørdags, fik vi lige ramt en fasanhøne, den flaksede nærmest selv ind i siden af bilen. Nu skal man jo lige checke om den faktisk er død, så den ikke lider. Den var flakset et godt stykke ind mellem nogle træer, men så havde den måttet give op.
Nu er der jo ingen grund til at lade god mad gå til spilde, især ikke med fedtskat, moms og hvad ved jeg, så fasanen røg ned i en pose og ind i bagagerummet.
Nu er det vidst sådan at jeg har en yderst veludviklet evne til altid at kunne se hvor meget bedre dette eller hint, kunne være og det er ikke sådan at jeg nøjes med at tænkte det, neej det skal sandelig fortælles.
Så, på vej hjem med fasanen, kværnede jeg løs i en endeløs ordstrøm. Den er ikke særlig stor sådan en.. måske kan man lave fasanpindemadder, og få det til forret….det havde nu været bedre hvis det havde været en fasankok, der er større ( som om der var noget at vælge imellem) o.s.v...........................
Vel hjemme i indkørslen kunne jeg lige nå en afslutningsbemærkning, da vi lige var trådt ud af bilen: Det havde altså været bedre hvis man havde to fasaner
Jeg er ikke helt sikker på om jeg var blevet helt færdig med sætningen, inden der lød skud ude fra marken, en fasan skræppede op, lyden af flaksende vinger og så den dumpe lyd når en stor flot fasankok lander mindre en to meter fra hvor vi stod.
Hvor tit sker sådan noget lige? Ja jeg spørger bare.
velbekomme fasan smager rigtig godt 
