Når de så også manipulerer som med krabbesælen, ja, så er jeg tæt på at slukke. Det lille isbjerg, hvor spækhuggerne helt tydeligt endte med at få ram på sælen, er et helt andet lille isbjerg, end det, hvor sælen kikker frem "efter kampen", og skynder sig væk, mens det "gamle" isbjerg få sekunder efter ses, mens spækhuggerne forlader scenen.
Egon K P skrev:Denne frø findes i næsten alle farver, i de varianter, der er fundet af den, også med de blå ben.
Her er vist dem, man kender i dag:
http://www.dendrobase.de/index.php?gatt ... o&id=12220
Mine er små 2 cm. lange.
Jeg har lige set udsendelsen, der var dog nogle fejl i deres oplysninger, haletudsestadiet for disse er ca. 3 måneder, og ikke 2 uger, som de fortalte. Det gør jo så hunnens indsats endnu mere imponerende!
Når de så havde valgt netop denne slægt i farvefrøerne, så kunne de jo godt have fortalt, at det eneste, ungerne kan leve af, er deres mors ubefrugtede æg. Alle de andre farvefrø-haletudser kan opfostres på alternativt foder, men ikke disse.
Men, jeg får nok ikke set flere i den serie. Hvorfor de altid skal menneskeliggøre alle dyrene, ud fra kommentarerne, det forstår jeg ikke.
Nå, skidt med det, det er nogle flotte naturoptagelser, jeg kan jo mute lyden, så slipper jeg for at høre de dumme kommentarer!
Hold da helt op for en fin og spændende roman du har lavet på dendromania.Egon K P skrev:Det er de frøer, der kvækker højest af dem, jeg holder. Hannen kan kvække uafbrudt et halvt minuts tid med en styrke, som er utroligt for så lille et dyr, uden at være øredøvende.
De er meget fremme, så, man ser dem tit, de lægger ofte æg, desværre har mine O. pumilio'er fået en vandopløselig kromat-forgiftning, så afkommet får defekte forben, og dør på få dage, efter de har forladt vandet.
De kan holdes i et varmt og fugtigt miljø i et terrarie, og fodres med vitaminiserede bananfluer. Så, selvfølgelig kan man holde dem, Kenneth!
De er nu ikke giftige, Helle, ikke i fangenskab, mange giftfrøer giver kun lidt eksemlignende irritation, hvis man rører ved dem i naturen, lidt ligesom vores hjemlige skrubtudse kan gøre, hvis den bliver bange, og skummer på ryggen. De mest giftige skal man dog ikke røre ved, det kan let medføre en meget hurtig død!
Jeg har tidligere lavet et indlæg på dendrobates.dk om disse frøer, hvor jeg sikkert tillægger mine frøer menneskelig adfærd, men, sådan er der jo så meget!
http://www.dendromania.dk/viewtopic.php ... ght=elsker
Siden har de lagt æg mange gange, men, aldrig fået levedygtige unger ud af det!
Episoden med korsedderkopperne er selvfølgelig ærgerlig, men trods alt var det jo så naturens gang, når nu det skulle være.Egon K P skrev:Hvis hunnen kravler 1 km på 2 uger, så må den jo kravle 6-7 km, inden den har fået opfostret sine unger, for, det tager ca. 3 måneder, inden haletudserne kan klare sig selv.
Jeg kunne også godt forestille mig, at der er gået lidt data tabt i oversættelserne, det kan jo ikke passe, når nu BBC laver så stort et nummer ud af at fotografere i super kvalitet over så lang tid, og så sætter de sig ikke ind i deres levevis efterfølgende, når billederne skal kommenteres.
Den vandopløselige kromat stammede fra den fliseklæber, jeg brugte til at dekorere mine flamingoplader på bagvæggene. Efter få dage var det jo tørt og så startede jeg terrarierne op. Men, så længe cementbaserede produkter gennemhærder, og, det tager ca. 1 måned, så frigør cementen den vandopløselige kromat. Derefter kan den ikke frigives, så er den bundet i cementen.
Så, efter en måneds hærdning, så skal bagvæggene skylles fri for de skadelige stoffer, og, så kan man begynde at arrangere terrariet med bundmateriale, planter mm. Frøerne har semipermeabel hud, så mange stoffer kan trænge igennem, hvis de går rundt i bundmeterialet, og det er fyldt med kromater. I dette tilfælde var det så mine bananfluelarver, som jeg kører inde i terrarierne, så var kommet for tæt på bagvæggen, larverne udskiller et stof, der ligner eddikesyre, for at deres foder, gæret frugt ikke skal rådne, dette eddikesyre-lignende stof opløste bagvæggens cementlag, som larverne så åd, inden frøerne så åd både larverne og de efterfølgende kromatforgiftede fluer.
De fleste andre bruger heldigvis andre materialer til bagvæggene, så de undgår kromaterne. Disse stoffer går ind og ændrer i frøernes kromosomer, især i forbindelse med æg- og sædproduktionen. Så, forældredyrene er skadede i generne, de står ikke til at redde som forældredyr, men, som almindelig underholdning er de udmærkede.
De små korsedderkopper blev brugt ved en fejl, edderkoppen kom ud og ind i gabet på frøen flere gange, hver gang bed edderkoppen frøen, og, da dens gift er lige så stærkt som en hveps, så døde frøen efterfølgende. At jeg så fik gentaget det nummer, var jo tåbeligt, lige som jeg havde smidt edderkoppen ind til dem, så jeg, at det var en korsedderkop, men, der var det for sent. Så, der røg frø nummer to!
Hvorfor de frigav tungmetallerne, vidste de ikke dengang.
