Hele efteråret har jeg kæmpet med mine computere, i november fandt mine virusjægere endelig 2 vira og 3 malware-programmer af to omgange, desværre af de typer, der skal aflure adgangskoder til hjemmesider mm.. Så først nu har jeg igen kunnet opdatere på DOK's og JOK's hjemmesider.
En strømafbrydelse i starten af december tog livet af min gamle computer, så en ny blev indkøbt i januar. Windows 8 og mig, vi er vist ikke helt perlevenner, at jeg så har købt min 3. mandagsmodel i træk gør det jo ikke lettere.
Men her kommer et udsnit af de planter, der har blomstret i vintermånederne, jeg har ikke fået taget ret mange billeder i forhold til, hvad jeg plejer, men når de så samles for 3 måneder, så bliver det jo alligevel til en del, så jeg har luget kraftigt ud i dem i går.
Ada aurantiaca bliver den første denne gang, et lille skaft blev det til omkring nytåret. Jeg synes godt man kan se på planterne, at det har været en mørk vinter i år, der er ikke kommet helt så flotte blomstringer som der plejer at være.
Som med så mange andre planter, så fik jeg heller ikke her fulgt op med kameraet, når planterne nåede længere frem i blomstringen, så det her blev den eneste dag, jeg fik knipset denne lille Aerangis x Primulina (Aerangis citrata and Aerangis hyaloides). En naturhybrid.
Inden næste billede må jeg hellere fortælle evt. nye på forumet, at dobbeltbillederne er 3D-billeder, effekten dukker frem, hvis I skeler kraftigt til billederne. Når I ser 3 "hele" billeder i stedet for 2, så er effekten i det midterste!
Navnet på denne storblomstrede plante kommer efter det sidste billede af den, så har I læsere mulighed for at tjekke jeres viden omkring navnene, mange af dem har været med før, så et par navne skulle gerne have sat sig fast i hukommelsen.
Da jeg sætter planterne ind alfabetisk, så er det jo en stor hjælp, hvis nogen vil gætte med hen af vejen, dog tillader jeg mig at sætte nogle af dem under de gamle navne.
Blomsten kan blive endnu større end på min, den blomstrede i starten af december.
En lettere behåret fyr, bærer rundt på navnet Bulbophyllum antenniferum.
Så kom der noget helt andet, også en af dem der er behårede.
Det er 2. gang, jeg har fået blomst i denne orkide, men skaftet overses let.
Nu kan størrelser være svære at gennemskue ud fra billederne, men der er hjælp at hente i næste billede.
Her er Bulbophyllum averyanovii i starten af sin blomstring, der strakte sig over en lille måned.
Denne art har jeg vist før, den var også med i min lille julekalender-gætteleg, så det burde jo være overflødigt at sætte navnet ind på den.
Mosset fortæller jo lidt om størrelsen på blomsterne, så gigantiske blomster i forhold til den forrige, men stadigvæk i den lille ende.
En af mine mange favoritter i den slægt.
Så slipper I snart for flere billeder af den, her kommer det sidste.
Bulbophyllum dayanum.
En af mange i min samling, som er købt hjem med forkert navn til. Artsnavnet, den er købt under, er nok mere kendt i Phalaenopsis-slægten, Bulbophyllum cornu-cervi. Men, det var det så ikke.
Bulbophyllum gracilipes viste det sig at være, der har jeg før haft blomst i en plante købt med det navn, men den var også forkert, nu har jeg så alligevel fået den i min samling. Har ca. Samme størrelse blomster som den forrige!
Denne stod flot i 4 dage, så begyndte blomsterne at falde, og først der fik jeg samlet kameraet med ud i udestuen.
Bulbophyllum korthalsii, det er nu 2. gang, den har blomstret her.
Så til en plante, som jeg først troede, havde et forkert navn, den skulle have flere blomster siddende i en krans.
Blomsten ser sådan set rigtig ud, måske igen et udslag af vinterens mørke.
5-6 cm lang blomst, lidt flere blomster på skaftet ville da pynte gevaldigt.
Bulbophyllum longibrachiatum skulle det være.
En af forældrene i den kendte hybrid, Bulb. Elizabeth Ann.
Var omkring 25 cm lange, så igen blandt de storblomstrede.
Holdt mellem 1 og 2 uger, før blomsterne faldt igen.
Nogle facinerende blomster.
Bulbophyllum longissimum her med en lys baggrund. Mange detaljer ses bedst med en mørk baggrund, andre mod en lys baggrund.
Denne har jeg i 3 varianter, og et par planter af denne variant. Artsnavnet fortæller jo, at den dufter, men denne variant har ingen duft, ej heller de orange spidser i blomsterne, som den originale art har.
Bulbophyllum odoratissimum var racemosum er kommet hjem via en Indiens-import for en del år siden, der stammer mange af mine fejletikerede planter fra!
Og det her er så også en med forkert navn på, formentligt ikke fra Indien, købt på eBay under navnet Bulb. emiliorum. Det er det ikke, denne er faktisk meget mere spændende.
Blomster på 6-7 cm's længde, og holdt i et par uger.
Et pare dage efter disse billeder blev taget, fik jeg kikket lidt på det manglende i den højre blomst. Det sad kun i klemme, så blomsterne var helrandede, desværre fik jeg ikke taget nye billeder derefter. Indtil videre en sp'er, jeg har ikke kunnet finde nogen art, der ligner den, men med små 2000 arter i den slægt, så er der mange, jeg ikke har kendskab til.
Bulbophyllum taiwanense havde 3 skafter i løbet af et par måneder. Som det ses, så er sneglene lige så vilde med den, som jeg er.
En af de flittige i samlingen. Har uafbrudt haft blomster eller knopper siden den sprang ud første gang for længe, længe siden.
En lille frækkert, med den frynsede læbe, og lille, det er den. Blomsten på Bulbophyllum tentaculiferum er 6-7 mm stor.
Også i den lille ende, men lyser noget mere op på planten.
3 blomster sidder der som regel på hvert skaft, meget passende en Bulbophyllum triflorum.
En småblomstret Cattleya-hybrid med andre slægter ind over.
Den er købt uden navn, og som sådanne forbliver den i samlingen.
Så er det noget helt andet, hvor mange arter ligner hinanden en hel del, så jeg er ikke sikker på, at det er den købte Chaubardiella hirtzii, men den ligner mest den.
En af skrumlerne i samlingen. Den bliver ikke let at flytte, det er flere år siden, den kravlede ud over kanten på den 20 cm firkantede potte, nu har den 4 vækstretninger, som snoer sig ind mellem andre potter, og i 3 af dem hænger der 6-7 10 cm lange bulber udenfor potten. Sætter tit blomsterkaftet i efteråret, og blomstrer så først mange måneder efter, tit med et afbrud midt i blomstringen på flere måneder, så fortsætter den igen. Har sjældent ret mange åbne blomster af gangen, og kan derfor blomstre i flere måneder med de langtidsholdsbare blomster. Coelogyne elata.
Denne har jeg også 2 af, i år er det kun den ene, der har blomstret, de plejer at blomstre på samme tid.
En af de utallige mange hvidblomstrede i den slægt, men finurligt gult på læben.
Her det andet skaft.
Holder desværre ikke så længe, en Coelogyne flaccida.
Endnu en, jeg har fået to af med tiden, her er det det afknækkede topstykke, der blomstrede med et lille skaft i december. 3 blomster, det mindste antal blomster den nogensinde har haft på ét skaft.
Mon ikke det er et knopskæl, der ligger inde i blomsten, er fra samme skaft. Den har lige haft to skafter mere, en med 9 og en med 6 blomster på.
Her er det det sidste skaft af dem.
[
Og her samme skaft igen. Det lange skaft på den fik jeg aldrig taget et godt billede af.
Her er det det gamle bundstykke af planten, der har sat to skafter, næsten synkront med topstykket. 9 knopper på det første og 7 på det andet. Og så er der et lille tyndt nyskud i gang nede nær bunden af planten, det starter så ikke op som et blomsterskaft som de andre, meget lig, hvad Pleioner gør.
Jeg har opgivet at få dem slæbt ind i stuen til en mere rolig baggrund, de ville begge vælte for mig.
Jeg har undret mig over, at læberne på blomsterne på alle billederne er grønlige, de er hvide med brunt på. Jeg købte Coelogyne mayeriana i London i 2003 eller 2004. Til næste år er der igen EOC i London på afbud, da østrigerne måtte opgive at afholde det!
Igen en af de hvide/gule, og igen en, som jeg har to af. Siges at være svær at få etableret, den ældste stod også i stampe et par år, før den besluttede sig for at fortsætte væksten.
Den anden plante har også blomstret, dog ikke specielt flot. Et par fåblomstrede skafter var, hvad den indtil nu har vist, men begge har yderligere skafter på vej. Igen en af dem, der sætter blade omkring bunden af skaftet, fortykker det, og så bliver det til det nye skud. Købt med navnet Coelogyne ochracea, som i dag skal kaldes Coelogyne nitida.
[u
Jeg husker stadigvæk første gang, jeg så denne art i blomst, Hans Christiansen havde den med til Bella til EOC 2000, hvor den helt fortjent løb med en del opmærksomhed både fra publikum og dommernes side. Denne stammer også fra Hans.
Her igen, i en lidt usædvanlig vinkel. Fortsætter blomstringen i månedsvis på samme skaft, en blomst af gangen, der holder et par uger. Coelogyne usitana.
Igen en af de flittige småblomstrede. Holder pause i blomstringen lige nu, men har ellers stort set blomstret uafbrudt siden jeg fik den fra et medlem i JOK. Condylago rodrigoi. Har som så mange andre holdt flyttedag, efter botanikerne har leget med DNA-analyser, og skal i dag kaldes Stelis rodrigoi.
En Cymbidium købt som lowianum. Men, den har alt for store og for få blomster til at være den art, så det må være naturhybriden, der ligner den til forveksling i udseendet, Cymbidium changningense, (Cym. lowianum × Cym. mastersii). Igen eneste billede, jeg nåede at tage af den.
Igen en af de flittige, blomstrer ikke bare hvert år, men genblomstrer fra de gamle skafter år efter år.
Blomsterne holder i et par måneder, så bliver de mere og mere rødlige.
Dendrobium aberrans.
At det her er en hybrid med Den. kingianum fornægter sig vist ikke!
Dendrobium Berry 'Oda'.
Her er det ikke en hybrid, men en variant, det skal handle om!
Den er jo flot med sine små frynser, og så det, der er forskellen på arten og varianten, det sorte i midten.
Sidste år sprang den ud, inden jeg så skaftet, viklet godt og grundigt ind i rødderne fra de andre Dendrobier. I år havde jeg lidt mere styr på den, så den kunne springe ud med fri luft omkring.
Dendrobium fimbriatum var. oculatum.
Lige som den sidste kommer denne også fra området omkring Nepal.
I år nøjedes den med 2 skafter, sidste år var den noget mere prangende. Og når den så står med blomsterne små 2 måneder, så er det jo ikke så galt!
En af de arter, der indgår i mange krydsninger, Dendrobium nobile.
Denne lille småblomstrede art indgår næppe i mange hybrider, den kan ikke give mange gode egenskaber med til afkommet!
Godt 1 cm stor blomst!
Dendrobium pachyglossum.
Igen en af dem, der blomstrer længe.
Da jeg fandt den på eBay, så skulle den bare hives hjem, jeg slap dog med skrækken, vi var ikke mange til at kæmpe om den.
Hver blomst holder mellem 1-1½ måned, der kommer kun få spredte blomster, men den sætter knopper over et par måneder, så den sidste er netop sprunget ud, de første kom i december.
Hvor blomsterne på Den. nobile er på 8-9 cm, så er de på Dendrobium scoriarum omkring de 3 cm.
Så er det en af Pers gamle planter, der blomstrede for første gang op til jul. I dag er den igen ved at springe ud.
En smuk oval læbe, som bl.a. kendetegner den art.
Den åbnede aldrig helt op, mange af de storblomstrede i denne slægt ser ud til at have lidt problemer med vægten og saftspændingen.
Dracula chimaera.
At den næste er i samme slægt kan næppe undre nogen. Den blomstrer noget flittigere her hos mig end den forrige, Dracula pholeodytes.
Og endnu en af de både storblomstrede og flittigt blomstrende. Dracula woolwardiae.
Denne hænger næsten i et Storm P. ophæng, en umulig plante at styre.
Har omkring 15 cm mellem skuddene, så langt et rhizom laver den. Sidste skud hænger godt 10 cm ude i luften, og næste skud er så småt på vej......udad!
Startede blomstringen op i december, og blomstrer stadigvæk på alle 3 skafter.
Altid kun en blomst ad gangen pr skaft, holder et par uger, og er så en lille uge om at åbne næste blomst!
Som så mange andre i den slægt er knopperne kraftigt behårede, som giver dem et flot uldent udseende.
Kunne næsten have været inpirationskilde til den oprindelige "Klodernes kamp", som Ufo'erne så ud.
Eria discolor. Også en inder.
Denne lille fyr har jeg haft et par gange før, og aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have fat i igen.
De fine belægninger på bladet fortæller sit tydelige sprog af, hvorfor man ikke må spraye med kalkholdigt vand. Det forsvinder ikke af sig selv igen.
Den tidligere lille Haraella retrocalla nu Gastrochilus retrocallus.
Og så er jeg nået til en slægt med mange små arter i.
Her er det Lepanthes calodictyon.
Endnu en af dem, dog med forholdsvis store blomster.
Holder over en måned i blomsterne, meget dekorativ plante.
Blomsterne er næsten lige så store som bladene, tænk, hvis det også gjalt andre orkideer!
Lepanthes caprimulgus.
Dejlige farver, mange af dem også har, her en af mine ynglingsfarver i orkideernes verden.
Lepanthes elegantula, og elegant er den da, selv med støv på blomsten! Farven er i virkelighedens verden mørkepurpur.
Hvis nogen mener, dette billede skulle have været sammen med første art i denne slægt, så er det delvist rigtigt. Det er Lepanthes (calodictyon x saltatrix) og har fået navnet Lepanthes Jmcalsa. Begge arter i krydsningen ligner hinanden meget, så kan man jo spørge, hvorfor så lave en hybrid, i mine øjne er den meget mere vegetativ end Lepanthes calodictyon, så man hurtigere kan få en "stor" plante.
Der har været en fåtallig og spredt blomstring i Lockhartia lunifera denne vinter.
Så er vi nede i en halv cm store blomster.
Den skal man holde godt øje med, når den skal til at blomstre, man overser let både knopper og blomster.
Det hjælper så på det, at Luisia teretifolias blomster holder godt en måned. Jeg har før beklaget min nød med disse småblomstrede arter i denne slægt, men nu har jeg endelig fået bekræftet, at navnet er godt nok. Også på den næste.
Ligner jo en del, om end noget lysere i blomsterne, og ikke mindst kæmpe store blomster på 7-8 mm længde,........ når man sammenligner med den forrige.
Sidder mere i klaser med en lille fælles stilk bagpå, så ingen tvivl, dette er en Luisia trichorrchiza.
Her kan jeg også kun beklage, at jeg ikke fik taget billeder af alle 4 udsprungne blomster, og det er næppe en trøst for jer andre, at jeg nød synet!
Håret er vel et forkert udtryk om blomsterne, nærmere fyldt med små tentakler.
Og sådan ser Masdevallia strobelii ud delvist fra siden.
Blomstrede hen over julen og langt ind i nytåret, en dejlig lille plante.
New Guinea har mange spændende orkideer at byde på, Mediocalcar decoratum er en af dem.
Ja, så er den der igen, en af dem, der har blomstret uafbrudt i flere år nu, en fantastisk egenskab mange arter i denne slægt og deres nærmeste beslægtede har.
Igen den mørkepurpur farve, jeg holder så meget af, om end de bliver meget mere rødlige på billederne.
Myoxanthus georgei.
En plante skaffet hjem fra Popow. Den står i hans foretrukne medie, Kanuma som bonsaifolket også bruger.
Det er ellers langt derfra, denne stammer, den vil snart blomstre på sine levestedet ved Middelhavet. Her var den lidt tættere på.
Og med en lys baggrund. Ophrys speculum, en plante jeg længe har ledt efter.
Endnu en af dem, der næsten altid blomstrer, i hvert fald mindst en af de to planter, jeg har af den.
Læben er lidt mere buttet på den anden Panisea uniflora.
Phaius tankervillae har holdt pause siden i sommers, så satte den et enkelt skaft i januar, helt usædvanligt er der ikke flere på vej lige nu!
Phalaenopsis lobbii holdt længe på sine 3 blomster, en af de planter, der var med i min "julekalender-gætteleg".
Igen en plante med oprindelse hos Per.
Også en af dem, der blomstrer tit. Har tidligere heddet Pleurobotryum crepinianum, Pleurothallis crepiniana og skal nu kaldes Acianthera crepiniana, en slægt hvor mange tidligere Pleurothallis er havnet nu.
Igen en af de flittigt blomstrende planter. Blomsterne fremstår næsten halvgennemsigtige, en Pleurothallis lappacea.
Pleurothallis niveoglobula holder for første gang i mange år pause for tiden, det kunne have været sjovt at tælle, hvor mange hundrede blomster den havde i det lange forløb!
Ligesom de to forrige, er denne blevet i sin gamle slægt..... endnu.
Pleurothallis discoidea har også blomstret uafbrudt i et par år nu, hænger stort set foran min varmepumpe og bliver dagligt tør meget hurtigt, men klarer det flot.
Købt som Pleurothallis powellii, det er det ikke. Langt flottere, ikke mindst p.g.a. Farven.
Må nøjes med et sp i stedet for et artsnavn, jeg har ikke fundet noget endegyldigt, som jeg kan give den navn efter.
Og endnu en sp'er, der sidder på samme klods som Pleurothallis crepiniana.
Denne blomstrer fra tid til anden, jeg købte den hos Arne og Laila i efteråret, og om et par dage springer der endnu en knop ud.
Selv uden blomster står bladene dekorative i deres form, her har bladet dog fået et knæk på et tidspunkt, men det fungerer jo lige godt af den grund. Pleurothallis volans.
Næsten en lille rød kanon, der dukker frem i mosset. Fiskesnøren der stritter op i baggrunden er 0,35 mm tyk.
Her er der endnu få blade tilbage på hver side af blomsten, de bagerste blade er en anden art i samme slægt.
Porpax elwesii har blomster på under en cm i længden, endnu en man skal huske at tjekke for blomster, ellers går man glip af blomstringen.
Det er jo ikke pottemateriale, der skæmmer dette billede. Den har ikke andet medie end den smule mos, der ses på klodsen. Måske også derfor, den har så få blomster.
Med så flot en rød farve må den være brugt flittigt i hybridiseringen.
Her lidt tættere på.
Renanthera bella.
Mange arter i denne slægt er vanskelige at skelne fra hinanden, om jeg har det rette navn til min er så det!
Ligner godt nok en Restrepia brachypus, men......!
Så er det lidt lettere med denne, der er vist ingen forvekslingsmuligheder, og den findes heller ikke i et hav af farver, med pletter eller striber som så mange andre i Restrepia-slægten.
Restrepia cymbula.
Denne siges at kunne have denne farve, eller være flot stribet i rødbrunlige farver, er navnet rigtigt, så er det en Restrepia trichoglossa.
En af mange favoritslægter.
Har blomster i mellemstørrelsen for denne slægt.
Scaphosepalum beluosum ser ud til at passe godt nok til denne plante.
Da denne kom hjem sidste sommer undrede jeg mig over, at gartneriet havde klippet blomsterstilkene over, de fortsætter som regel med at blomstre i mange år på samme skaft, og en Scaphosepalum antenniferum har ikke særligt lange skafter. Efter lang tid kom dette første skaft så igang, og efter et par måneders ventetid, så sprang den endelig ud, dog ikke en hel flok af gangen, som navneskiltet ellers havde bedyret, kun få af gangen med mange uger imellem hvert udspring, som til gengæld hver holder et par måneder.
Ikke bare er skaftet langt, der er også langt mellem blomsterne på det, ikke hverdagskost i den familie.
Men jeg er da blevet lidt klogere på, hvorfor gartneriet klippede skafterne af, planten skulle jo også kunne være i flyet.
Det er endnu ikke lykkedes at finde et brugbart navn til den, så en sp'er. Her sammen med den næste til sammenligning i størrelsen i blomsten. Selvom det ikke ser sådan ud, så hænger den lille lige bag den store. Lange bøjelige skafter foran en ventilator, og kun to hænder, så er det svært at få blomsterne i rette position.
Hvor den forrige hørte til blandt de større i blomsten i denne slægt, så er dette en af de små.
Umiskendelig med den lille tykke "spids" på læben.
Scaphosepalum ophidion.
Denne havde jeg glædet mig meget til at se i blomst. Skulle få en stor blomst, den endte dog under halv størrelse af det, den burde. Så ikke en Trichopilia fragrans, formentligt enten med artsnavnet mesoperuviensis, juninensis eller boliviensis.
Så er det allerede den sidste plante, det gik jo hurtigt!
Igen en af dem, sneglene er lige så vilde med, som jeg er, så lettere begnavet, desværre. En Vanda cristata.
Næste måned har jeg ikke ret mange billeder til ...endnu, jeg har næsten ikke lavet andet end billeder til dette indlæg de sidste 2 uger. Men, i morgen skal jeg se, om ikke jeg kan få taget de stort set første billeder i denne måned i udestuen.
) er rigtig flot, sikke et dejligt dekorativt rødt mønster den har. 
