Indlæg
af Egon K P » 22/5/2018 kl. 13:04
Hej Sabine.
Nu findes der 34 arter, snesevis af underarter og 121 naturhybrider i Ophrys, og kun 2 af arterne er "frostsikre" i Danmark. At du har købt dem i Spanien som haveorkideer, betyder ikke, at de er haveorkideer i DK men at de er det i Spanien. Der skal stå hardy orchids ved dem, før de kan klare en vis grad af frost.
Selvom du har købt en af de to arter, der findes i Danmark, kan de komme fra lavlandet i Spanien og aldrig været i nærheden af frysepunktet, og vil udsat for vores vinter dø en hurtig død. Vores underlige tø, sne, frost og regn hele vinteren er heller ikke god for orkideerne. De rådner ofte hen over vinteren, selvom de eventuelt kan klare frosten.
Det samme gør sig gældende i Anacamptis. Vi har to arter, der kan leve i Danmark i en have, resten er stort set ikke vinterhårdføre.
Holder du dem "indendøre", skal du være opmærksom på, at Ophrys kommer op af jorden igen først på efteråret, der skal de holdes køligt men lyst, ellers får du nogle lange tynde planter, der ikke kan blomstre, og som skal bruge det meste oplagsnæring i den gamle bulb på at overleve, så næste års skud bliver endnu mindre.
Du kan plante dem nu, de har formentligt allerede blomstret i Spanien og er visnet ned igen. Det gør begge slægter. Du kan plante dem nu eller vente til efteråret, når der kommer nyvækst, men så skal du have meget mere arbejde med at holde dem fugtige, så de ikke skrumper. Så plant dem i en potte nu, formentligt i en halv sand/jordblanding, så jorden er løs, kan holde på vand men uden at sumpe.
Held og lykke med dem.
Mvh Egon