Forhistorien er følgende:
Jeg er forholdsvis ny med orkideer. Jeg prøver at få planterne til at gro så godt som muligt ved at tilpasse de parametre som jeg kan styre. En af disse parametre er gødning. Jeg blev overbevist om (af Christian, Orkideimperiet), at Rainmix (13N-3P-15K) lige var sagen. Jeg brugte (som anbefalet) 1/2 gram pr. liter hvilket gav en ledningsværdi på omkring 500 microsiemens.
Men Rainmixen slap op, Orkideimperiet var lukket og jeg var for nærig til at købe på postordre, så jeg så mig om hvad man ellers kunne købe. Der er en del orkidegødninger på markedet, men de fleste er ikke deklarerede, så de var udelukkede, men Hornum har en deklareret 2-2-2 orkidegødning. Da der endvidere er en del anbefalinger af at benytte gødninger, som nogle kalder balancerede, i og med at tallene før N, P og K er ens, prøvede jeg den. Sjovt nok fik jeg også med denne gødning en ledningsværdi på 500 microsiemens, når jeg blandede den som anbefalet, så jeg tænkte at det var lige i øjet!
Men, men, men. Der gik kun et par måneder før væksten var stoppet i de fleste af planterne. Det eneste ændrede var gødningen, så jeg begyndte at læse lidt om gødning. Ud af mange sider, fandt jeg et par som jeg finder yderst oplysende og nogenlunde nemt tilgængelige.
Det første er http://www.staugorchidsociety.org/culture-water.htm. Der er en del link på siden, men jeg syntes, at de 5 link under 'pH Management and Plant Nutrition' er yderst oplysende.
Det andet link er http://group.dlg.dk/da/plantedyrkning/g ... ingslaere/. Det er godt nok rettet mod landbruget, men principperne er de samme for orkideer.
Ved at studere siderne er hovedkonklusionerne:
Konklusion 1:
En balanceret gødning kan forstås som en gødning med ens tal foran N, P og K eller en gødning balanceret til plantens behov. Jeg er blevet overbevist om, at planterne ikke har brug for alt det phosfor. Ja det skulle oven i købet kunne give skade, da den store mængde P bevirker, at nogle micronæringsstoffer ikke kan optages.
Og nu kommer vi til noget der er meget tankevækkende. I Norden skal gødningen deklareres efter vægtprocenten af N, P, og K, hvorimod i det meste af den øvrige verden, skal gødningen deklareres efter vægtprocenten af N+P2O5+K2O. Bemærk de ekstra tal og grundstoffer der er kommet på. Det betyder en hel del. Så når Hornum deklarerer en 2-2-2 gødning i Norden, skal den i udlandet deklareres som en 2 - 4,6 - 2,4 gødning. Men hør, har det overhovedet noget at gøre med en balanceret gødning? Og en Pokon 20-20-20 gødning som vist stammer fra udlandet, burde således i Norden mærkes 20-9-17! Omregningerne kan gøres på dette link: http://group.dlg.dk/da/plantedyrkning/g ... ingstabel/.
Jeg har kontaktet Hornum for at høre om deres omregninger er lavet korrekt og hvad de forstår ved en balanceret gødning. Jeg har fået dette svar: ________________________________________________________________________
Vi har meget sjældent spørgsmål af denne karakter.
Men vi kender naturligvis til det indhold der er i vores produkter, når vi selv producerer det.
Med ønsket om en god weekend

Med venlig hilsen / Best regards / Mit freundlichen Grüßen
Kim Faurbjerg
Direktør / CEO
_________________________________________________________________________
Han skriver altså, at deklarationen er rigtig. Det får mig til at konkluderer, at man nok ikke skal vande orkideer med Hornum 2-2-2 gødning. Der er alt, alt, alt for meget phosfor i.
Konklusion 2:
Ledningsværdi kan kun bruges til sammenligning af gødningsindholdet i præcis samme gødning. Man kan ikke bruge ledningsværdi til at sammenligne forskellige gødning. Se tabel 2 i følgende link, hvor forskelligt ledningsværdien kan falde ud. Der er ingen sammenhæng mellem NPK og ledningstal!: http://www.staugorchidsociety.org/PDF/IPAFinal.pdf
Konklusion 3:
Jeg er blevet overbevist om, at det er en god ide, at dosere gødning efter kvælstofindholdet. Jeg bruger denne beregner :http://firstrays.com/free-information/f ... alculator/. Til orkideer i god vækst bruger jeg 100 ppm. Hvis man sætter Rainmixen ind med 13% kvælstof og det anbefalede 0,5 gram/liter fås en 65 ppm opløsning, men det anbefales året rundt! Hvis man sætter Hornums 2% gødning ind i bergneren, med de 2,5 gram/liter i 3 ud af 4 vandinger de anbefaler, fås en gennemsnitlig opløsning på 38 ppm kvælstof.
Ovenstående skal ikke forstås som et generelt angreb på Hornum. Tværtimod syntes jeg det er rigtig godt, at de deklarerer deres varer omhyggeligt, f. eks. hvordan kvælstoffet er bundet. Det er der ikke mange der gør. Jeg mener bare at deres orkidegødning er misforstået. Faktisk bruger jeg Hornum 5-1-4 gødning nu. Det er den bedste jeg har kunnet finde og mine planter gror godt. Jeg tænker dog, at jeg vender tilbage til Raimmix. Det skyldes, at jeg bruger enten regnvand eller RO vand og samtidig har mange planter i bark. Bark virker sænkende på Ph-værdi men kvælstoffet i Rainmix er tilført som nitrat-kvælstof som hæver Ph-værdien og virker derfor som modvægt. Endvidere skal der tilsættes lidt kalk til regn/RO-vandet, hvilket indgår i Rainmix. Forøvrigt er der kommet en ny version Rainmix. Den oprindelige var uden svovl og identisk med MSU-gødningen, hvilken har undret mig, da svovl er et af de essentielle næringsstoffer. Jeg har virkelig undret mig. Bliver der frigivet nok svovl under nedbrydning af voksemediet? Men nu er der altså blevet tilsat svovl til Rainmixen fra Akerne og ændret lidt på tallene i forhold til den Rainmix Orkideimperiet sælger.
Akernes version: http://www.akerne-orchids.com/shop/inde ... ry&path=40. Jeg er mest til Akernes nye version, men det er muligt, at det er den samme Orkideimperiet sælger, men at Christian ikke har fået opdateret siderne.
Der sælges en del forskellige MSU-versioner på E-bay og andre steder. Undersøg lødigheden af forhandleren grundigt. Det lader desværre til, at der findes en del, der bare mikser noget tilfældigt sammen og kalder det MSU-gødning

Jeg vil meget gerne høre hvad andre mener og hvis jeg har misforstået noget, vil jeg meget gerne høre det!
Venlig hilsen Henrik M